
|
I et tv-program havde nogle fotografer leget med at sætte hastigheden på en række filmoptagelser af bier ned til en 50.del af den oprindelige hastighed. Og pludselig blev det åbenlyst at bier ikke lever kortere end os, deres tid er bare ca. 50 gange hurtigere : foran boet hilser hr. bi ganske tydeligt (og tilsyneladende hjerteligt) på en anden hr. bi i modsat retning. Og vingerne går op og ned i en adstadig ørns tempo. De har deres tid, og vi har vores.
Hvis man tænker sig at vores tid var ca. 100.000 gange hurtigere, så vores opfattelsesevne nærmede sig lysets hastighed, så ville tidens relativitet være til at tage og føle på; det ville være indlysende at tiden er bøjelig og at ingenting sker på samme tid.
Karl Åge Rasmussen : Har verden en klang. 2000
For mennesket er det enorme mirakel det at være i live. For mennesket ligesom for blomster, dyr og fugle er den højeste triumf at være mest livligt og mest fuldkomment i live. Hvad de ufødte og de døde end ved, kan de ikke vide, hvor smukt og underfuldt det er at være levende i kødet. Lad de døde sørge for det hinsides. Men det storslåede her og nu, hvor vi lever i kødet, det er vores og kun vores og kun vores en vis tid. Vi burde danse af fryd over, at vi er i live og i kødet og en del af det levende, legemliggjorte kosmos.
D.H.Lawrence : Apocalypse (1929)
Når folk tror, at de er vanvittige af forelskelse, så er det i virkeligheden de usynlige, ufødte børn, der sidder i trækronerne eller svæver over bølgerne og spejder efter et forældrepar, som kan føde dem. Det er børnene, som sætter forældrene i verden, ikke omvendt.
Sara Lidman i Weekendavisen (2001)
Celeste, Rosa damscena Aurora, Belle Aurora, Belle Èlise, Grande Sultane, Sultan Rose, Minden Rose, Rosa Erubescens og sandsynligvis mange flere navne. (Ukendt herkomst)
Placeres i sol, tåler halvskygge, engangsblomstrende eller sommerblomstrende, hårdfør, 250 x 200 (højde og bredde)
Celstial betyder himmelsk. Himmelsk er den. Når den velformede knop åbner sig, er det en engels åndedrag der forvandler den til en blomst, og det er kun ganske få roser forundt at blive åbnet af engle. Halvt udfoldet danner blomsten en pur lyserød skål i hvis dyb støvdragerne danner et rundt guldsmykke. De duftende, halvfyldte blomster er meget smukke mod det lidt `støvede` blågrønne løv. Ældre grene er på solsiden ofte brunrøde, og tornene sidder enkeltvis og spredt. Planten er sund, kraftig og meget hårdfør. P.-J. Redoutés afbildning fra 1819 af Celestial i kejserinde Josephines have ved slottet Malmaison er så naturtro at den ikke overgås af anden dokumentation for denne rose.
Torben Thim : Historiske Roser (1998)
New Haven
Jeg tror ikke, jeg kommer tilbage til New Haven.
Naturligvis kan jeg ikke være helt sikker.
Ved et eller andet tilfælde kan jeg jo godt komme tilbage men jeg tror det som sagt ikke.
Hvis jeg ville, kunne jeg sagtens tage tilbage.
Jeg har penge til rejsen. Mit pas og visum er i orden.
Men det ville undre mig meget, om jeg tog tilbage.
Sådan er New Haven. Så er alt sagt.
Der er masser af steder, jeg har lyst til at vende tilbage til.
Når jeg er lige ved at komme til at tænke på et giver jeg mig straks til at tænke på New Haven.
Jeg vil anbefale enhver at finde sig sådan et sted.
Henrik Nordbrandt : Vandspejlet. 1989
|
 |